Session 3: Opmærksomhed på åndedrættet
Ugens tema
Opmærksomhed på åndedrættet
Dit åndedræt er altid til stede – også når du ikke er opmærksom på det.
Vejrtrækningen:
- sker helt automatisk.
- ændrer sig, afhængig af hvad du gør, og hvordan du har det.
Prøv at lægge mærke til, hvordan dit åndedræt er, hvis du løber, er stresset, koncentrerer dig, eller slapper af.
Når du sidder ret op og kortvarigt fokuserer på dit åndedræt, vil du ofte føle dig mere vågen og tilstede. Det er nyttigt, hvis du gerne vil koncentrere dig eller berolige dig selv.
Det at bemærke åndedrættet:
- hjælper dig til at være opmærksom på det, der sker lige nu
- kan hjælpe dig til at genkende, hvordan du har det.
Øvelser mellem session 3 og 4
Lav alle øvelser hver dag, medmindre der står andet i øvelsen.
Kropsscanning - lang
Varer ca. 15 minutter
Liggende
Det er godt at lave kropsscanningen, lige før du går i seng, så du kan måske være oppe lidt længere, når du træner!
Du kan selvfølgelig vælge et andet tidspunkt, hvis det passer dig bedre.
Hvis du synes, teksten er for hurtig på lydfilen, kan du spørge en af dine forældre, om de vil læse øvelsen for dig – teksten er i din arbejdsbog.
Skriv, hvordan det gik i skemaet herunder eller i arbejdsbogen.
Rutineaktivitet med fuld opmærksomhed
Hvor længe og hvordan afhænger af den aktivitet du har valgt.
Hvis du ikke allerede har valgt en rutineaktivitet i session 3, så er nogle ideer:
- tage et bad
- børste tænder
- fylde eller tømme opvasker
- pakke taske
- gå på trapper
- andet, du laver rutinemæssigt hver dag.
Når du laver din aktivitet, så prøv at holde din opmærksomhed på:
- hvad du gør
- fornemmelserne i kroppen, når du gør det
- når du bliver optaget af andet end aktiviteten (fx tanker), så vend blot din opmærksomhed tilbage på aktiviteten.
Vær nysgerrig og observerende, som om du ikke har lavet aktiviteten før – lidt ligesom med rosinøvelsen.
Skriv, hvordan det gik i skemaet herunder eller i arbejdsbogen.
Pusterum
Varer 3-5 minutter
Siddende eller stående
Vælg et bestemt tidspunkt, hvor det passer dig, fx når du kommer hjem fra skole, i bussen eller lige før aftensmad.
Brug dit meditationssted. Med tiden kan du også øve pusterummet på andre steder.
Du kan også lave øvelsen ved at læse den først og guide dig selv gennem de to trin bagefter. Du kan læse øvelsen ved at klikke på “Hvad, hvorfor og hvordan” nedenfor.
Skriv, hvordan det gik i skemaet herunder eller i arbejdsbogen.
Yoga - stående
Varer ca. 8 minutter
Stående
Som regel fungerer det rigtig godt, hvis du laver øvelserne på et bestemt tidspunkt, eksempelvis før morgenmad (så er du nødt til at stå op 8-10 minutter tidligere) og et bestemt sted i huset, eksempelvis på dit værelse.
Skriv, hvordan det gik i skemaet herunder eller i arbejdsbogen.
Registrér erfaringer
Hvad, hvorfor og hvordan