Godt at huske

Her kan du finde information om forløbet. Det kan være information, som det er godt at læse og kigge igennem, før du går i gang, men også information, som det kan være godt at vende tilbage til undervejs i forløbet. 

Nederst på denne side finder du flere af de materialer, der bliver brugt her på siden og på det fysiske forløb.

Om mindfulness og MYmind Online

Mindfulness er en særlig måde at være opmærksom på.  

Ofte er det sådan, at vi ikke altid når at bemærke, hvad der sker, mens det sker. Og mange gange følger der negative tanker og følelser med, uden vi opdager det.  

Med mindfulness, øver vi os i bevidst at være opmærksom på vores oplevelse, mens den sker.  

Erfaringer med at øve mindfulness giver indsigt i, hvordan vores opmærksomhed, tanker, følelser og handlinger typisk fungerer, og hvordan det kan påvirke os.  

At øve mindfulness kan mindske stress og øge trivsel og selvindsigt. 

Vandrende opmærksomhed

Opmærksomheden har det med at “vandre”, altså skifte fokus. Det er helt naturligt. Når det sker under en mindfulnessøvelse, er det altså ikke en fejl.  

Det er godt, at du bemærker det, for det betyder, at du netop er opmærksom på din oplevelse lige nu, mens den sker – du er altså mindful. 

Hvis det er muligt for dig, så kan du lægge mærke til, hvad opmærksomheden er optaget af, og hvordan din krop, dine følelser eller dine tanker reagerer på det. 

Du kan så igen vende opmærksomheden mod det, som er i fokus i den øvelse, du laver.   

At arbejde med erfaringer

I øvelserne får vi erfaring med os selv og øvelserne.  

Erfaringerne giver os indsigt i, hvordan vores opmærksomhed, tanker, følelser og handlinger typisk fungerer, og hvordan de kan påvirke os.  

I forløbet har vi derfor særligt fokus på at blive opmærksom på og bevidst om de erfaringer, vi gør os.  

Når vi deler vores egne erfaringer eller hører andres erfaringer, kan vi ofte få en bedre forståelse af det, vi har oplevet, eller de emner, vi taler om.  

Vi bruger et skema til at registrere vores oplevelser og til udforskende undersøgelse. 

Udforskende undersøgelse

Instruktøren spørger ofte ind til jeres oplevelse efter en øvelse. Fx hvad I bemærkede under øvelsen, og om I oplevede øvelsen som “neutral”, “behagelig” eller “ubehagelig”?  

Det kaldes en ”udforskende undersøgelse”. 

Hvis der er noget ved øvelsen, du er i tvivl om, usikker på eller bekymret for, så er det godt at nævne det for instruktøren.  

Det kan måske være svært at beskrive de erfaringer, du gjorde dig. Det er helt normalt. Så kan du måske bare dele den oplevelse.  

Det er godt at huske, at der ikke er nogen forkerte erfaringer. Det er også ok, hvis der er tidspunkter, hvor du ikke har lyst til at dele. Så siger du bare det. 

Erfaringer med øvelser hjemme

Når du laver øvelser hjemme, kan du registrere, hvordan du oplevede øvelsen i det skema, der er ved hver øvelse.  Der er ikke nogen erfaringer, der er rigtige eller forkerte.  

Du behøver ikke notere alt, men måske nogle stikord, så du kan huske det til næste holdgang.  

På holdet, taler vi om erfaringerne hjemmefra. Vi deler også erfaringer med, hvad der måske har gjort det svært at lave en øvelse, eller hvad der måske har været en hjælp til at lave øvelserne.  

Dine erfaringer kan være en hjælp for andre på holdet. Det kan også være, du får nogle gode ideer ud fra de andre deltageres erfaringer.  

Støtte under og efter forløbet

Her er nogle ideer til, hvordan du kan bruge dine forældre eller fagpersoner under og efter forløbet.

Fortæl om forløbet, så ved de, at du bruger ekstra tid på det i øjeblikket.  

Fortæl, hvad I laver, og vis materialerne på hjemmesiden eller i arbejdsbogen. 

Hvis det kan være svært for dig at lave øvelserne hjemme, kan de måske hjælpe dig med:

  • at finde tid og et godt sted (hjemme eller på skolen)
  • at få det ind i dit skema 
  • at minde dig om det.

Hvis du opdager, at mindfulness er hjælpsomt, så fortæl dem det, så kan de minde dig om det, når du har brug for det. 

Oplevelser med mindfulness

Oplevelsen af øvelserne kan være forskellige fra gang til gang. Nogle gange er oplevelsen måske behagelig, andre gang er den måske mere neutral eller ubehagelig.  

Målet med mindfulnessøvelserne er ikke at det skal være behageligt, men at vi netop er opmærksomme på oplevelsen, som den er lige nu. 

En metafor for at øve mindfulness er som at træne kroppen fysisk – det er ikke altid lige rart eller interessant at træne, men det gør, at vores krop bedre holder sig sund og fungerer mere optimalt i hverdagen. Med mindfulness træner vi ikke kroppen, men vores opmærksomhed og mentale sundhed.  

At tage vare på sig selv

Det er helt normalt at opleve ubehag i en mindfulnessøvelse. Det kan være kedsomhed, uro eller et ømt sted i kroppen. Ofte kan du bare lægge mærke til, hvordan oplevelsen er. 

Nogle gange er ubehaget måske for intenst for dig. Så kan du tage vare på dig selv ved eksempelvis at skifte fokus til en neutral del af kroppen eller åbne øjnene og se rundt i rummet eller rejse dig op og gå lidt rundt.  

Det er en god ide at dele oplevelsen med instruktøren eller måske din lærer eller forældre, så de ved, hvordan du har det. 

Hvorfor mindfulness, når man er autist

Som autist kan sensorisk bearbejdning og måden at afkode sig selv og omverdenen på være anderledes. Det kan betyde, at det kan være svært: 

  • at identificere, forstå og regulere kropslige signaler og følelser 
  • at forstå og tolke neurotypiske signaler og forventninger. 

Som autist kan man derfor ofte blive overstimuleret og måske opleve stress eller tegn på angst og depression. 

Mindfulness kan være hjælpsom i forhold til ovenstående udfordringer. Det kan være godt at undersøge, om mindfulness kan hjælpe dig, og hvordan.  

Materialer til MYmind

Meditationsstillinger generelt

Her kan du finde demonstration af de mindfulnessstillinger, vi typisk bruger i meditationsøvelserne.

Der er ikke én meditationsstilling, som er bedre eller mere rigtig end andre. Men der er nogle ting, det kan være godt at være opmærksom på, så du sidder i en stilling, som støtter din krop godt i øvelsen.

 

Stillinger til meditation

Stående meditation

Liggende meditation

Registreringsskema til øvelser
Det er en god ide at notere dine erfaringer, når du laver en øvelse. På den måde reflekterer du over, hvad der var godt eller mindre godt undervejs, og det er også nemmere at huske – så du evt. kan spørge instruktøren på holdet.

Du kan finde registreringsskemaet her eller i forbindelse med hver øvelse – der står “Registrér erfaringer” og vises sammen med billedet nedenfor.  

Arbejdsbog til forløbet
Du har fået udleveret en arbejdsbog til forløbet. Du kan også finde en digital udgave af arbejdsbogen her i PDF-format.  

Afspil e-aktiviteten:
Introduktion